Min søster....

Jeg husker tydeligt, da min søster kom til verden og hele min stedmors graviditet. Pisse irriterende lillesøster, som stjal alt min opmærksomhed. Syns på ingen måde, at det var fedt, at skulle være store søster.. Men sådan blev det og til verden kom en lille pige, som jeg meget hurtigt forelskede mig i. Hun var det bedste der var sket i mit liv. Jeg følte, at vi havde et speciel søskende bånd, jeg følte, at jeg som storesøster skulle passe på hende og komme hende til undsætning, når hun blev drillet på legepladsen eller andre steder.

Det skal siges, at min stedmor var/er både psykisk og fysisk syg og led samtidigt af epilepsi i til tider i så voldsom en grad at hun måtte på hospitalet.

Så det blev hurtigt mit "job", at passe min søster i dagtimerne, når vi ikke var i skole, ferier og weekender.
Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har tænkt "hvorfor skal jeg gøre det" Nej jeg nød det. Nød at der var en der havde behov for mig og samtidig følte jeg mig også stolt af, at JEG selv kunne tage var på min lille søster.

Jeg husker gode og dårlige perioder både med min Far og min stedmor. De perioder med min stedmor var når hun blev så syg, at hun ingenting kunne. Jeg måtte hente søster i børnehaven, få handlet ind og få søster i bad. Aftensmaden stod min Far altid for og gud nåde trøste dig hvis du kom ud i køkkenet. Det var hans køkken når han var hjemme.

Jeg husker svagt gode stunder med sommerland, familie besøg, vennehygge aftenener, og drive in bio.
Men jeg husker også, at hver gang søster græd, så var det min skyld og jeg fik ved gud også min straf for det. Jeg husker en sommerferie, hvor vores Far arbejdede meget og jeg igen var den hus ansvarlige, dvs morgenmaden og frokosten stod jeg for og at tage søster med på legepladsen.
Søster faldt ned af gyngen og slog sit ben og fik vidst en hud afskrabning og jeg fik skæld ud. Jeg tog nogen dage senere et mega styrt fra et af legepladsens hus tage og slog mig noget så forfærdeligt. Tror faktisk, at jeg fik en mindre hjerne rystelse, hvad fik jeg??? Årh hold op med at skrige sådan og skabe dig. Så slemt var det heller ikke. Og sådan kørte det faktisk indtil vores Far og min stedmor gik fra hinanden. Jeg flyttede med ham og søster blev hos sin Mor. Vi boede ikke så langt fra hinanden, så vi så stadig hinanden tit og hun kom også på weekender og ferie hos os. Vi flyttede adskillige gange rundt i taastrup og skiftede skole gang på gang, kæresterne til min Far blev skiftet ud før man nåede at lære deres navn, at kende. Tingene blev mere og mere kaotiske for mig. Min Far har alle dage kastet skylden på mig for hans tab af forhold lige meget med hvem af de kvinder han nu engang fik støvet op på sin vej og det begyndte at udvikle sig til vold i hjemmet. Vold af god gammeldags kaliber. Jeg har idag 3 ar i mit ansigt. To fra slag i hovedet med de bare næver og 1 fordi han fællede benene under mig så jeg bankede mit hoved i marmor bordet. Jeg har ikke tal på hvor mange jeg har fået i min bare numse, eller lussinger jeg har fået så det sang og rungede i hele mit hovede. Jeg husker af en eller anden oversag kommer søster ikke længere på besøg mere og jeg følte, at der var noget helt galt. Vores Far var nu ude af 6-7 forhold inden for få år og tanken om IGEN at skulle være alene med ham gjorde mig pisse bange. Han kunne sidde på min sengekant midt om natten og sidde og tale så grimt, at jeg vågnede af hans stemme, en stemme der bebrejdede mig hvad der skete i hans liv, en stemme der truede mig med, at jeg lige kunne under stå mig i, at ødelægge hans liv, for så vankede der. Jeg husker at jeg var SÅ bange for ham, at jeg følte at nu måtte jeg flygte. Væk fra ham, langt væk. Min Mor fik lov til, at se mig når det behagede ham, men jeg var efterhånden så stor så vi havde rimelig god tlf kontakt og idet jeg var større sørgede jeg jo så også selv for at aftaler blev overholdt med afhentningen fra min Mor.

Jeg nåede ikke, at ringe eller tænke særlig meget over tingene dagen efter. Jeg havde min gule HH jakke (Helly Hnasen) som jeg fyldte op i ærmerne med de ting, som jeg bestemt ikke kunne undvære.
Jeg stak af med de mønter jeg havde kunne finde i vores hjem og tog bussen hele vejen til Solrød, hvor min Mor boede med sin mand. Jeg kan huske, at kl ikke var særlig mange og jeg ventede i timevis ude foran døren indtil min Mor kom hjem. Husker tydeligt hende udtryk i ansigtet og hende stemme der sagde "jeg vidste bare at du ville komme inden du blev 15"

Jeg blev hos hende og hun fik ringet til min Far og fortalte, at jeg var hos hende og til min Mors overraskelse så sagde han bar "det ved jeg da godt" og lagde røret på.
Jeg havde ingen kontakt med ham i 2-3 mdr hvor han så ligepludseligt begyndte, at ringe igen og ville fortælle mig denne glædelige nyhed, at han havde fundet kærligheden i Norge og han ville flytte sammen med hende i en lejlighed i Oslo sammen med hendes 2 børn. Jeg kan huske, at til at starte med ragede det mig en skid, men som dagene gik blev jeg faktisk ked af det for nu skulle han rigtigt lege lykkelig familie med dem. Der gik yderligere 1-2 mdr og sommerferien startede. Min Far ringede og spurgte om jeg ikke havde lyst til, at komme med ham på ferie til Norge. Jeg gjorde mig mange tanker og min Mor var bange for, at jeg skulle tage afsted. Det gjorde jeg så alligevel, for han var jo min Far og jeg savnede ham.
Han kom og hentede mig i bil sammen med sin nye kæreste og så gik køreturen til Norge. 14-16 stive timer i den bil og vi var endeligt fremme.
Det skulle være 14 dages ferie, som lidt efter lidt gik op for mig ikke ville tage en ende. Jeg hørte ikke fra min Mor og hun svarede heller ikke sin tlf når min Far ringede. Det viste sig, at han aldrig ringede til hende og at tlf stikket ikke var sat i når vi var hjemme for min Mor havde kimet ham ned på tlf uden held.
Efter 3-4 uger siger han, at han har fået en melding fra min Mor, at hun ikke ønsker at have mig alligevel og, at jeg skal blive hos ham og starte i en norsk skole. Men efter at have levet med ham i 15 år havde jeg en stærk fornemmelse af, at tingene ikke helt var sådan. Så en aften hvor jeg skulle på tanken efter smøger, bad jeg om at låne tlf og ringede til min Mor, som brød grædende sammen fordi hun var glad for, at høre, at jeg var i live. Vi aftalte med tank passeren, at jeg skulle komme igen senere, når han lukkede tanken ned og køre mig til Oslo banegård. Tiden gik langsomt, og vi blev puttet i seng. Min frygt var, at min Far ville gå for sent i seng, så jeg ikke kunne nå det inden kl 24 til tank passeren lukkede. Ved ikke hvad klokken har været men alle sov. Jeg listede ud af sengen og tog mit tøj på, som jeg havde lagt klar på en kontor stol på "vores" værelse. stjal de to pigers lommepenge og listede mig ind på min Fars værelse og tog penge ud af hans pung. Listede mig stille ud i gangen og åbnede døren og lukkede den ikke efter mig af skræk for larmen ville vække ham. Ned på tanken, hvor tank passeren stod og ventede. Ringede til min Mor og sagde, at jeg var ude af lejligheden og på vej til Oslo banegård. Jeg havde lige præcis penge nok til en tog billet til Gøteborg (Sverige) og en sandwich. Ventede hele natten på morgentoget og afsted gik det. 14 timer senere med en sød tog passer der kom med vand til mig ramte jeg Gøteborg st. Af en eller anden grund måtte toget ikke køre helt ind og jeg gik i panik, da jeg så min Mor ude foran døren og den ikke ville gå op. Jeg forstod jo ikke hvad de sagde og ville bare ud. Pludseligt begynder toget, at køre og jeg husker min Mors rædsel i øjnene, da toget kørte og hun sprang op ad toget og hamrede på døren og vinduerne og skreg, at de skulle stoppe toget. Det stoppede også igen, de skulle bar vente på tilladelse til, at køre det sidste stykke ind og dørene gik op. Det er nok det bedste kram jeg nogensinde har fået i mit liv af min Mor. Resten af turen husker jeg ikke. Har nok været træt og udmattet, men vil spørge min Mor en dag. når jeg kan overskue den samtale.

Det er nu ved, at være 1 år siden jeg har set min søster, da jeg er på vej hjem til min stedmor for, at skulle holde Jul med dem. Min Far havde taget hende på ferie til Norge og skulle komme tilbage med hende igen d 23 december. Han kom aldrig og jeg vidste godt hvad der ville ske nu. Vi ville ikke få hende, at se igen. Hun var 11 år gammel og ville nok ikke kunne gøre det samme, som jeg gjorde. Vi kæmpede nogen brage kampe i retten, for at få hende hjem igen, men lige meget hvor meget vi synes at være forude, så kom min Far endnu hårdere tilbage. Sidste chance for at få min søster hjem til DK igen, var at jeg vidnede i retten og jeg fik en vidne indkaldelse. Aldrig har jeg været SÅ nervøs for, at skulle se min Far og skulle "vende ham ryggen" som den dag, men det blev en kort nervøsitet og et kort øjebliks glæde over, at JEG måske kunne få min søster hjem igen blev knust med den meddelse jeg fik.
Jeg blev hentet af to betjente ind i et rum, hvor en sød afrikansk politi kvinde fortalte mig, at jeg ikke kunne vidne alligevel, "jamen jeg har jo papir på min vidne indkaldelse" Ja det ved jeg sagde hun, men du har en anmeldelse og så må du ikke vidne.. "En anmeldelse?" Ja du er anmeldt for seksuelt overgreb på din søster. Hold op jeg har aldrig været så stiv i ansigtet af chok og raseri, som den dag. SEKSUELT OVERGREB PÅ MIN LILLE SØSTER. Er du blevet vanvittig eller sindssyg??
Mig der har rendt og passet hende og plejet hende og beskyttet hende, sunget godnat sange og digtet historier.. Jeg var målløs, fuldstændig græde færdig og følte, at mit hjerte var blevet flået ud og trampet på. Jeg følte, at jeg havde mistet halvdelen af mig, ligesom en tvilling søster. Jeg elskede min søster så højt og så inderligt og her sad jeg med en anmeldelse for seksuelt overgreb på hende og 5 min efter kom min Far ud af retten og kigger på os og grinte højlydt af os imens han forlod bygningen. Den dag "døde" min søster. vi hørte ingen livs tegn eller noget fra hende meget længe. Og med tiden røg kontakten til min stedmor og jeg hørte ingenting fra sagen efter det.

For 5 år siden søgte jeg min søsters navn på Facebook og fandt hende. Hun accepterede mig, men kun i få dage før jeg blev slettet igen. Jeg har så med jævne mellemrum søgt hende igen, slettede min ansøgning og søgt igen. Intet svar på min beskeder heller.

For 1 mdr siden prøvede jeg så igen og sendte hende en ny anmodning og et billede og tekst af mine børn og hun var moster til 2. 1/2 time efter accepterede hun min venne anmodning og skrev tilbage til mig. Det er det næst mest lykkeligste tid i mit liv udover at have født mine børn. jeg græd i næsten 2 dage. Vi har snakket i tlf i flere timer og spurgt ind til hinandens liv. Der er nu gået 14 år uden, at vi har set hinanden og om 4 dage skal vi for første gang mødes.

Ingen kan sætte sig ind i hvor meget jeg glæder mig til, at holde om hende og kramme hende og fortælle hende, hvor højt jeg elsker hende og altid har gjort det. Min kærlighed til min søster idag er ikke anderledes end dengang. Selv efter alle de år.

Idag er der ingen af os der har kontakt til vores Far og vi ønsker den heller ej.
Vi satser på et langt liv sammen, hvor vi kan hjælpe hinanden hen af livet svære gang med de spor det nu engang må have sat i os efter vores barndom.

SØS JEG ELSKER DIG OG JEG GLÆDER MIG TIL AT SE DIG. <3